En bil, der kørte 225 km/t og drak mere end dig på en weekend

Dette var ikke bare en bil. Det var en hel epoke på hjul – skabt i en tid, hvor tyske ingeniører ikke spurgte: “Må vi?” men i stedet brummede: “Hvorfor ikke mere, og hvorfor ikke nu?”
I 1975 brød Mercedes-Benz 450 SEL 6.9 gennem lydmuren – en luksus-sedan så skamløst overdådig, at andre biler føltes som triste bilag til selvangivelsen. Dengang hviskede folk ærbødigt, at det var “verdens bedste bil”, og for én gangs skyld var det ikke bare en smart reklamesætning opfundet af PR-afdelingen i Stuttgart. Den var enorm, larmende og majestætisk – den slags bil Goethe selv ville have kørt, hvis han havde byttet poesien ud med moment.
Og det var ikke bare en S-Klasse. Det var S-Klassen. Flagskibet. Den, der ikke bare transporterede dig fra A til B – den pakkede din sjæl ind i velour, svævede hen over vejen på hydropneumatisk undervogn, og trykkede speederen i bund mod stratosfæren.
Navnet kom fra den kolossale 6.834 cc V8-motor, som 6.9’eren arvede fra den kejserlige Mercedes 600 limousine – ja, dén, diktatorernes favorit. Resultatet?
286 hestekræfter,
550 Nm drejningsmoment,
0–100 km/t på bare 7,4 sekunder.
I 1975.
I dag er det kvikt. Dengang? Det var ren trolddom. Det her var ikke bare en bil – det var et læderindpakket missil med forlygter.
Trådte du ind i kabinen, blev du mødt af klimaanlæg, centrallås, fartpilot, elruder, forlygtevaskere og sikkerhedsseler både foran og bagi – alt sammen standard. Naturligvis var interiøret svøbt i velour. Ikke bare “lidt” velour – mere velour end en operasal i Berlin på åbningsaftenen.
Bagsæderne føltes ikke som en bænk – de mindede mere om en førsteklasses togvogn, kørt af en chauffør med hang til fart og nul kompromiser.
Og Mercedes nøjedes ikke med at skrue et par smarte fjedre på. Nej. De konstruerede en helt ny hydropneumatisk undervogn, som holdt bilen vandret, uanset om bagagerummet var fyldt med en direktør i silkesæt eller tre tons kaviar. Komforten var så absurd, at man undrer sig over, hvorfor vi overhovedet opfandt støddæmpere.
Bilen kørte på 215-brede dæk – ren ekstravagance dengang, hvor de fleste stadig rullede rundt på elastikker. Den havde dobbelt udstødning, for hvis man kører 6,9 liters V8, skal det lyde som krigstrommer – ikke næsehårstrimmer. Og de ikoniske Fuchs-alufælge? Ikke standard. De var ekstraudstyr – selvfølgelig var de det.
En legende i begrænset oplag
Kun 7.380 eksemplarer blev bygget. I dag er de ægte samlerobjekter, priserne stiger hvert år som tomgang på en kold vintermorgen. Et velholdt eksemplar? Over 80.000 euro.
Og ja – Mercedes-Benz Classic har stadig reservedele på lager. Et korrekt styretøj? 3.756 euro, tak – og det siger egentlig alt:
Folk køber ikke en 6.9, fordi de har penge.
De køber den, fordi de har smag.